| hjem | start svampebestemmelse | find arter og nøgler | forum | indlæg og rediger fund | søg i atlas | links | kontakt os |
Danmarks svampeatlas
svampeatlas logo

– internetstedet hvor du kan bestemme, diskutere, indlægge
og søge oplysninger om fund af danske svampe
De danske svampe kortlægges - 68 nye arter det første år

Projektet om kortlægning af Danmarks svampe fandt på blot et år 68 svampearter, der er nye for Danmark.

I 2009 startede projekt »Danmarks svampeatlas« med indsamling og registrering af Danmarks svampe. Formålet med projektet, der løber over fem år, er at få et bedre overblik over hvilke svampearter der forekommer i Danmark og hvor disse findes. Via internettet kan svampeinteresserede indrapportere svampefund placeret præcist som punkter på et kort. På denne måde er der i 2009 indsamlet oplysninger om 45.421 fund af svampe. Der er rigtig mange fund af almindelige svampe som fx rød fluesvamp men også mange fund af sjældne arter der kun findes med års mellemrum. Mest bemærkelsesværdigt er det imidlertid at der det første år blev fundet over 68 arter af svampe der aldrig tidligere er set i Danmark. Blandt disse nye arter var mange store eller iøjnefaldende svampe som fx bomulds-slørhat, syren-rødblad, vammel tragtridderhat, trompet-stilkporesvamp, brunrød skørhat og sej trådkølle.

Hvordan kan det lade sig gøre – vi kender vel den danske natur ud og ind? Nej, atlasprojektet illustrerer, at organismer der lever en skjult tilværelse, stadig kun er meget dårligt kendt. Svampe laver ofte kun frugtlegemer en kort periode om året, og de er er i øvrigt ofte vanskelige af kende fra hinanden. Derfor er det helt umuligt for Danmarks meget få svampeforskere at få et overblik over svampene i den danske natur. Atlasprojektet trækker imidlertid på mange hundrede frivillige med en glødende interesse for den danske natur – og ikke mindst for svampene. Dermed er det muligt for bare fire deltidsansatte videnskabelige medarbejdere (financieret af Aage V. Jensens Fonde) at opnå det fornemme og overraskende resultat: At forøge antallet af kendte danske svampe med cirka 1% på blot et år! Det forventes at den danske natur er beriget med 6 gange så mange svampearter som plantearter.

Danmarks svampeatlas fortsætter til 2013.

Læs hele artiklen fra bladet Svampe . . .

Kontakt: Jacob Heilmann-Clausen (Sorø) | Thomas Læssøe (Kbh.) | Jan Vesterholt (Randers) | Jens H. Petersen (Tirstrup)

cinnober-vokshat
papegøje-vokshat