| hjem | start svampebestemmelse | find arter og nøgler | forum | indlæg og rediger fund | søg i atlas | links | kontakt os |
Danmarks svampeatlas
svampeatlas logo

– internetstedet hvor du kan bestemme, diskutere, indlægge
og søge oplysninger om fund af danske svampe
Nyhedsarkiv

atlasgruppen, maj 2010

Så er der igen nye atlasnøgler: muslingesvamp (Crepidotus), champignon (Agaricus) og kantarel (Cantharellus & Craterellus). Samtidig er MycoKey opdateret med billeder af de fleste danske champignon- og kantarel-arter og der er links til disse direkte fra atlasnøglerne (klik på de blå artsnavne).

Der er desuden oplagt reviderede versioner af en del ældre nøgler, bl.a. grynparasolhat og rabarberhat.

Husk at bruge atlasnøglerne inden i lægger fund ind i svampeatlas. Det er lærerigt og det gør det meget lettere at for os at validere fundene.


atlasgruppen, januar 2010

68 nye arter i år ét

I 2009 startede »Danmarks svampeatlas« med indsamling og registrering af Danmarks svampe. Formålet med projektet, der løber over fem år, er at få et bedre overblik over hvilke svampearter der forekommer i Danmark og hvor disse findes.

Det mest bemærkelsesværdige resultat fra første år er at der blev fundet ikke mindre end 68 arter af svampe der aldrig tidligere er set i Danmark. Blandt disse nye arter var mange store, iøjnefaldende svampe som fx bomulds-slørhat, syren-rødblad, vammel tragtridderhat, trompet-stilkporesvamp, brunrød skørhat og sej trådkølle.

Læs mere . . .


atlasgruppen, den 7/8 2009

Svampesæsonen er nu for alvor over os og det vælter ind med registreringer på svampeatlasset. Det er skønt, men det betyder også at indrapportørerne fremover må væbne sig med tålmodighed i forhold til validering af fund. Ting vi ikke når at validere i løbet af august-september-oktober vil blive samlet op i de mørke vintermåneder.

Husk blot at svare på de spørgsmål der ved indtastningen stilles under valideringskrav :-)


atlasgruppen, den 28/7 2009

Nu er det sommer og tid for hekseringe på de danske græsplæner og marker. Derfor er der oprettet en Facebook-gruppe hvor vi kan dele hekseringe vi finder med computerprogrammet GoogleEarth.

At deltage er let:
1 - Download og installer Google Earth;
2 - meld dig ind i Facebook gruppen "Svampe og hekseringe fra Google Earth";
3 - hent filen som er linket under oveskriften "Forudsætninger";
4 - installer filen i GoogleEarth og find de nærmeste hekseringe;
5 - tag ud og find, fotografer og beskriv hekseringe i den smukke, danske sommer.
6 - læg fundene ind i Svampefund :-)


atlasgruppen, den 10/6 2009

Advarsel til aktive rapportører:

Brugere af Internet Explorer 8 kan have oplevet at koordinaterne ved indrapportering flytter sig et andet sted hen end der hvor man havde tænkt sig. Dette skyldes en fejl ved IE 8 i samspillet med Google Maps. Problemet løses ved at sætte Explorer 8 i »Compatability mode« - eller ved at benytte en anden browser ved indtastning, fx Firefox, Safari eller Chrome.

De koordinater der allerede er sat forkert, må efterfølgende rettes individuelt.


den 8/6 2009, pressemeddelelse


Rørhattene er tidlige på den i 2009 – et resultat af klimaændringer?

I år er rørhattene dukket op allerede i første halvdel af maj, hvilket er langt tidligere end normalt. Det viser et netop lanceret kortlægningsprojekt over danske svampe (www.svampeatlas.dk) financieret af Aage V. Jensen Naturfond.

Undersøgelser i England, Norge og Sverige har vist, at svampesæsonen også her synes forlænget, især om efteråret, men i England også om foråret. De danske rørhatte danner svamperod (mykorrhiza) og lever i et samliv med levende træer til gavn for begge parter. Det er muligt, at det tidligere løvspring, der også anses for at være et resultat af klimaændringer, kan forklare hvorfor netop disse svampe kan have rykket sæsonen frem. Mange svampe i det sydvestlige England har nu en forårsforekomst, en pause om sommeren og en efterårsforekomst, så sæsonen bliver delt i to. Dette er det samme mønster, som man finder i Middelhavslandene.

Rørhattene er svampe, der normalt først findes i løbet af juni måned, men vi ved endnu ikke om årets fund - det første allerede den 8. maj - viser en generel ændring af svampesæsonens længde i Danmark. Vi forventer, at det nyligt startede landsdækkende kortlægningsprojekt koblet med gamle data vil kaste lys over dette.

Kilder:
www.svampeatlas.dk
Science 316: 71. Gange m. fl. 2007. Rapid and recent changes in fungal fruiting patterns.
Proceedings of National Academy of Science 105(10): 3811-3814. Kauserud m.fl. 2008. Mushroom fruiting and climate change.


den 2/6 2009

Vi har nu uploadet bestemmelsesnøgler til netbladhat, kødporesvamp, tandsvamp, voksskind ig barksvampslægten Tubulicrinis. Hvis der er uploadet en atlasnøgle til slægten findes den i slægtsdelen under overskriften „Nøgler”, fx som „nøgle til danske arter af kødporesvamp (Oligoporus & Postia)“. Klik på dette link for at downloade nøglen og åbne den i en pdf-læser.

Vi har også rettet en fejl i MycoKey-softwaren der i visse situationer kunne give en fejlmeddelelse når man forsøgte at finde en slægt.


den 27/3 2009

Vi har nu uploadet bestemmelsesnøgler til de første 70 slægter, bl.a slægterne dansehat, fluesvamp, hekseringshat, honningsvamp, parasolhat og rørhat.

Nøglerne ligge i MycoKey og man finder dem ved at klikke på linket »find« på atlasporjektets forside og indtaste den ønskede slægt eller art. Når man klikker på „søg” finder MycoKey svampene. Hvis der er uploadet en atlasnøgle til slægten findes den i slægtsdelen under overskriften „Nøgler”, fx som „nøgle til danske arter af rørhat (Boletus)“. Klik på dette link for at downloade nøglen og åbne den i en pdf-læser.

Vi anbefaler at nøglerne bruges fra websitet i stedet for fra kopier på jeres egen computer. På den måde anvendes altid den nyeste version.

Der er uploadet nøgler til arterne af alfehat, bredblad, bægertragthat, bævresvamp, bævretop, dansehat, elastikporesvamp, epaulethat, farveblad, flammehat, fluesvamp, fløjlsfod, fnughat, furehat, grynparasolhat, grynskælhat, gråblad, gråporesvamp, guldgaffel, gulhat, hekseringshat, hjelmhat, hjulhat, honningsvamp, ildporesvamp, knaphat, krystalporesvamp, kædebævresvamp, kæmpeparasolhat, kæmpeskælhat, melhat, munkehat, mælkehat, mørkhat (Lacrymaria), narrehat, navlesvamp, nonnehat, nøgenhat, orangekantatrel, parasolhat, parykhat, pigparasolhat, pigsvamp, rabarberhat, ridderhat, ruslædersvamp, ruslædersvamp, rørhat, sejporesvamp, silkehat, skælhat, skælhat, skælhat, skærmhat, slimslør, sneglehat, snekkehat, snyltehat, spidshat, spidsskælhat, spindhinde, stilkporesvamp, svovlhat, tragthat, trævlhat, tåresvamp, tåresvamp, tåresvamp, tåresvamp og østershat.


den 6/3 2009

Så er Svampefund oppe igen efter en lille afbrydelse med overklippede kabler. Siden start er en del layoutmæssige problemer blevet rettet så nu er det forhåbenlig er mere overskueligt at indtaste og søge fund.

Svampefunds lokalitetsdel kører i øjeblikket i en meget "rå" form, og vi vil i løbet af den næste måned gå i gang med at raffinere denne. Fortvivl derfor ikke hvis jeres yndlingslokalitet mangler – den kan endnu nå at komme til inden hovedsæsonen starter.



den 5/3 2009

Der kan desværre ikke indtastes data eller søges i "Svampefund" da lyslederkablet til bygningen med serveren er blevet klippet over.

Vi bruger tiden til at rette nogle af de fejl, der er konstateret og håber at være i luften igen med en ny og forbedret version til weekenden . . .



den 2/3 2009

Så er vi igang! Den officielle igangskydning af Danmarks svampeatlas fandt sted på Foreningen til Svampekundskabens Fremmes svampedag den 28. februar og databasen åbnede for indtastning af fund den 1. marts. Første indlagte fund var en ege-labyrintsvamp og der blev i løbet af det første døgn indlagt 86 fund.

Der er stadig ting ved portalen, der ikke er optimeret, men de vigtigste funktioner er testet og kørende. Det anbefales dog at bruge browserne Firefox eller Safari, da indtastningsdelen endnu ikke er gennemtestet på Internet Explorer (insisterer du på at bruge IE, så brug mindst version 7).

Vi gælder os til at modtage alle jeres fund i den kommende tid og ser frem til at få data i basen så vi kan se prikkortene vokse frem.


medio 2008

Projektet »Danmarks svampeatlas« skal over en femårig periode kortlægge basidiesvampenes udbredelser i Danmark.

Projektet er muliggjort ved hjælp af en bevilling fra Åge V. Jensens fonde og udføres i samarbejde med Københavns Universitet, Foreningen til Svampekundskabens Fremme og MycoKey.

Kortlægningen vil primært blive udført af frivillige svampeinteresserede mens Jan Vesterholt, Thomas Læssøe, Jacob Heilmann-Clausen og Jens H. Petersen står som faglige garanter for kvaliteten af de data, der indsamles.

»Danmarks svampeatlas« starter den 1. marts, 2009.

cinnober-vokshat
papegøje-vokshat